Den første pølsevogn var sådan set kun for sjov!
Jeg tænkte at det kunne være sjovt at bygge et Folkevognsrugbrød om til en pølsevogn, men det var på ingen måde planlagt at det skulle blive en levevej.
Den første vogn fandt jeg i Sverige hvor den havde stået mange år i en skov. Renoveringen fandt sted på vores værksted hvor vi tidligere levede af at sætte veteranbiler i stand.
Bilen var jo noget rusten, selvom om man altid håber på det modsatte, så gemmer der sig altid en masse rust og arbejdstimer forude.
Nå men vognen blev sat i stand og da ingen på værkstedet havde prøvet at servere hotdogs før, så blev indretningen bygget efter vores fantasi om hvordan det nu skulle være, det viste sig senere at der skulle mange ombygninger til før den blev optimal.
Første åbningsdag blev på Roskilde havn, hvor der til min store overraskelse blev udsolgt på 30 min. Det gav anledning til lidt undren da jeg jo bare tænkte det skulle være lidt for sjov. Det viste sig at vi på Roskilde havn fik en gruppe meget trofaste kunder og vi har holdt der hver torsdag hele sommeren lige siden.
Men travlheden tog til med hastige skridt og ikke længe efter blev det til vogn nr 2 og så nr 3 og 4, 5, 6, 7, 8, 9, 10 og nr 11 som vi er ved at sætte i stand nu.
Fra sjovt hobbyprojekt til at vi serverer over 100.000 portioner mad og er over 20 ansatte med 15.000+ følgere på Facebook – så må det siges at vi er blevet taget godt imod.